For et år siden skrev jeg en artikel med opfordringen, “Vær den supplerende vilje i skriftlige opgaver.” Her får du en mere konkret guide baseret på pointerne i artiklen. Det er en trin-for-trin-vejledning til, hvordan du kan støtte studerende, der er blokeret i opgaveprocessen ved at agere supplerende vilje. Du behøver ikke følge alle fem trin slavisk. For nogle studerende frigøres opgaveprocessen allerede efter andet trin.
1 – En tryg situation
Skab en tryg situation der indbyder til, at den studerende kan være ærlig om dét, der er svært. Frem for at den studerende foregiver, at han har mere styr på opgaven, end han reelt har, skal han i det tillidsfulde møde hjælpes til at være åben og ærlig om, hvordan han har det med opgaven.
2 – Fokus på opgaven
Lær den studerende vigtigheden af at fastholde et opgavefokus ved at arbejde med opgavens næste og mest nødvendige skridt. Eleven skal således lære at lægge afstand til alt det, der forstyrrer hans faglige fokus, så han i denne situation kan koncentrere sig om det centrale – nemlig løsningen af opgaven. Når alle de forstyrrende faktorer udelukkes og blikket rettes på opgavens næste og mest nødvendige skridt, bringes processen støt og roligt fremad.
3 – Hvad forstyrrer fokus
Hvis trin 2 ikke er nok til at frisætte opgaveprocessen, må du undersøge sammen med den studerende, hvad der konkret ligger af bekymringer og uhensigtsmæssige studiemønstre, der forstyrrer hans opgavefokus. Tydeliggør for den studerende, hvordan disse forstyrrelser trækker energi og fjerner fokus fra arbejdet med opgaven. I fællesskab aftaler I, hvad der skal brydes med, så en ny fokuseret bevægelse kan igangsættes.
4 – Motivér via værdier
Tag en snak med den studerende om vigtigheden af at lægge afstand til slutresultatet, altså karakteren. Derimod skal fokus bevares på den personlige indsats som det centrale i enhver opgaveproces og livet. Frem for at den studerende er styret af at skulle præstere, skal han være optaget af sin faglige udvikling via en engageret indsats i opgaven.
Det er selvfølgelig lettere sagt end gjort, især når karaktergennemsnit sikrer adgang til drømmestudiet. Ikke desto mindre er et fokusskifte essentielt. Eleven skal fjerne fokus fra bekymringer om slutresultatet og dermed rette fokus på opgavens næste og mest nødvendige skridt – velvidende at det i princippet er det eneste, han har kontrol over. Når fokus rettes på den personlige indsats samt det faglige arbejde med opgaven, kan sideeffekten være, at den studerende når i mål med det ønskede slutresultat.
5 – Supplerende vilje
I rollen som supplerende vilje skal du nu fastholde den studerendes ønske om at færdiggøre opgaven. Som det ene, skal du sammen med den studerende afklare, hvad opgavens næste og mest nødvendige skridt skal være. Som det andet, helt afgørende, skal du stimulere den studerende til at omsætte sin afklaring til handling – altså få noget ned på papiret, så der sker en fremadskriden i opgaven. Hold billedligt talt vedkommende i hånden hvis modet svigter og konkretiser, hvad der skal være udført til jeres næste møde. Når den studerende opdager, at han evner det, han i første instans anså som umuligt, vil processen mod den færdige opgave begynde at glide.
Foto: https://www.pexels.com/da-dk/foto/arbejde-arbejdsplads-bekymret-briller-313690/