17 gode råd til en bedre mundtlig eksamen

I dette blogindlæg får du 17 gode råd, der kan hjælpe dig til at få en bedre mundtlig eksamen. Du kan næppe overskue alle rådene på én gang, når du er til eksamen. Min anbefaling er, at du på forhånd udvælger 3-4 råd, som du vil sætte fokus på ved din næste mundtlige eksamen.

1. Førstehåndsindtryk

Lav en god entré. Hils på din lærer og censor, giv hånd, når du kommer ind. Kig dem i øjnene og smil imødekommende. Du kender ikke din censor, og det giver et godt indtryk, når du hilser pænt.

2. Kom godt fra start

Det er vigtigt at komme godt fra start. En god start vil sætte gang i en positiv cirkel, der kan bære dig gennem eksamenen. Tag derfor ordet, præsentér det du vil fortælle om – og gå så i gang med dit oplæg.

3. Sæt dig rank på stolen med fødderne solidt plantet i gulvet

Når man er nervøs, sidder man typisk og krummer sig sammen på stolen, mens fødderne hviler på tæerne. En sammenkrummet krop smitter af på følelserne og gør dig mere usikker. Ret dig i stedet op, sæt begge fødder helt i gulvet og mærk at du har god kontakt til stolen. En god og stærk holdning vil hjælpe dig til en bedre eksamen

4. Accepter nervøsiteten

Mange studerende frygter nervøsiteten, fordi de tror den vil skade deres chancer for at opnå en god præstation. Derfor bruger de en masse kræfter på at skjule den eller bekæmpe den. Men desværre er det sådan, at jo mere du kæmper imod den, jo mere vil den fylde. Tryk avler modtryk, og derfor skal du hellere øve dig i at acceptere nervøsiteten i kroppen, mens du holder fokus på at formidle din viden. Nervøsiteten må altså godt være der, men den får ikke lov til at forstyrre dit fokus. Når du lærer at acceptere nervøsiteten, vil den aftage i intensitet og styrke.

5. Slip fokus på din lærer og censor

Når du sætter dig ved eksamensbordet, skal du kun fokusere på din faglighed, da det er det du skal bedømmes på. Slip derfor fokus på tanker om hvordan du tror din lærer og censor vurderer dig, hvad de skriver på papiret og hvad det løftede øjenbryn er et udtryk for. Alle disse (som oftest negative) spekulationer øger din nervøsitet, men værst af alt stjæler det dit faglige fokus og gør det svært for dig at huske og formidle din viden.  Derfor; når du sætter dig ved eksamensbordet, så ”sluk for kontakten til de andre”, og fokuser i stedet på den viden du har med dig  – og hold dit fokus her til eksamen er overstået.

6. Læs ikke op fra dit papir

Du må  gerne bruge dit talepapir under eksamen, men lad være med at læse op fra dit papir. Hvis du læser op fra papiret, har din lærer og censor nemlig ingen chance for at vurdere, hvad du egentlig kan. Derfor er det vigtigt at du udarbejder et godt talepapir med vigtige stikord, der kan hjælpe dig videre hvis du går i stå eller glemmer noget under eksamen.

7. Drop manuskriptet

Måske er du en af de studerende der har for vane at lave et manuskript, hvor du nedskriver det du ordret vil sige til din eksamen. Du tænker måske at et manuskript hjælper dig med at huske alt det du skal sige og gør dig mere veltalende. Men sådan forholder det sig sjældent. Hvis du fx glemmer det der står i dit manuskript, bliver afbrudt eller får startet forkert på en sætning, så kan du let panikke og få svært ved at samle tråden op igen. Derfor skal du droppe manuskriptet og i stedet lære at lave et godt talepapir med vigtige pointer, stikord og huske-sætninger som du går til eksamen med. Det er vigtigt at du bruger tid på at lave et godt talepapir og at du øver dig i at bruge det.

8. Tegn eller fortæl

Hvis du har lettere ved at få dit budskab frem ved at tegne eller illustrere det– så gør dét. Når du er i gang med at illustrere noget, er dit fokus rettet mod tavlen eller det papir du bruger, og du kan samtidig få en pause fra øjenkontakten med lærer og censor. Måske det vil føles rart og gøre dig mere fri.

9. Eksamen er en samtale

Det er godt at lave en plan for, hvad du skal nå at komme omkring under eksamen. Men det er vigtigt at du ikke går i panik hvis samtalen tager en drejning du ikke havde forudset. Det vil sandsynligvis ske, da man aldrig på forhånd kan planlægge hvordan en eksamen præcist kommer til at forløbe.
Husk dig selv på at en eksamen er ligesom en samtale mellem to eller flere personer. Den følger ikke nogen fast struktur eller mønster, men udvikler sig i takt med det, der sker, ligesom en snak med en ven eller veninde. Her ved du heller ikke på forhånd, hvordan samtalen kommer til at udvikle sig. Du lytter til din ven, tænker over, hvad der bliver sagt og derefter svarer du eller stiller et spørgsmål tilbage. Sådan skal du også gøre til eksamen.

10. Pauser

Husk, det er en naturlig del af almindelige samtaler, at man holder en pause for lige at tænke sig om. Det gælder også under en eksamen. Nogle studerende frygter pauser fordi de tror det signalerer at man er fagligt uforberedt, men det er altså ikke korrekt. At holde pauser for lige at tænke sig om, er helt naturligt og signalerer kun faglig refleksion, hvilket er en god ting. Derfor, øv dig i at holde pauser, så du ikke skal løbe forpustet gennem eksamen. Hvis du ikke kan lide pausens stilhed, kan du eventuelt tænke højt i situationen og samtidig vise at du er god til at ræsonnere.

11. Styr samtalen

Din eksamenskarakter bliver givet på baggrund af det du får vist under eksamen. Derfor skal du prøve at styre samtalen i den retning, hvor du kan få vist alt det du er god til og har forberedt dig på. Hvis der for eksempel er nogle særlige emner, teorier eller lignende, du gerne vil berøre, så drej samtalen i den retning. Vær kreativ, drag paralleller, se efter sammenhænge – og pludselig er du, hvor du gerne vil være.

12. Forstår du ikke spørgsmålet?

Hvis du ikke forstår et spørgsmål, så bed dem omformulere det. Som oftest kommer der nogle yderligere stikord, som kan lede dig i den rigtige retning.
Hvis du stadig er i tvivl, så forsøg at svare alligevel. Måske er det rigtigt, eller måske kan du lede samtalen hen på noget, du ved mere om.
Og husk så på, at nogle forkerte svar ikke ødelægger din samlede præstation!

13. Kender du ikke svaret?

Man kan sjældent svare på alt til eksamen. Derfor er det vigtigt at du forbereder dig på at der vil være spørgsmål du ikke kan svare på, så du ikke panikker hvis det sker, men i stedet kan bevare roen og fortsætte eksamen. Hvis du ikke kender svaret, så sig det, og styr i stedet samtalen over på noget andet du gerne vil tale om. Hvis du er lidt snedig, kan du også forsøge at købe dig mere tid ved for eksempel at bruge sætningen: ”Jeg vil gerne vende tilbage til det spørgsmål, men lad mig lige først nævne at…”

14. Du kan det, du kan

Koncentrér dig om at formidle alt det, du kan, frem for at tænke på det, du ikke kan. Skulle det ske at du laver en fejl, så tag det med ro. Ret fejlen (hvis muligt) og tal videre om noget du kan, og har øvet dig på. Det er i sidste ende det du kan, som din lærer og censor bedømmer dig på.

15. Det perfekte eksisterer ikke!

Fortæl dig selv, at eksamen nok skal lykkes. Tillad dig selv at tro på, at du har relevant viden med dig. Men acceptér samtidig, at alt ikke vil lykkes perfekt. Ingen er perfekte, heller ikke til en eksamen. Hvis du ved du har svært ved at bevare roen og det faglige fokus hvis du laver en fejl, så vil jeg anbefale dig at lave en prøveeksamen, hvor du øver dig på netop dette. Du kan fx øve dig i at fremlægge noget stof du ikke er sikker i. Når du kommer på glatis stopper du ikke op og starter forfra, i stedet trækker du vejret dybt og fortsætter eksamen. Når du kan dette, er der intet der kan vælte dig til eksamen og du kan få alt vist al den viden du har med dig.

16. Mangler du noget?

Hvis du ved eksamens afslutning kan se, at du mangler at nævne nogle af de guldkorn, som du havde forberedt dig på, så fortæl endelig din underviser, hvad du gerne ville have berørt, hvis du havde haft mere tid. Det kan være emner, teorier, perspektiver, eller hvad der nu er relevant.

17. Husk at censor og lærer er dine medspillere!

Husk til sidst på, at lærer og censor er dine medspillere og ikke dine modstandere. Deres opgave er at hjælpe dig til at få en god eksamensoplevelse og opnå en så høj karakter som muligt.

Pøj pøj – Anna

P.S. Hvis du er meget nervøs for eksamen, så kan du hente mere viden om eksamensangst her

Anna Stelvig – Cand. Mag. i Psykologi

Har du udfordringer der gør hverdagen eller studielivet svært, så tøv ikke med at række ud efter hjælp. Jeg har erfaring med studiestress, eksamens- og præstationsangst, skriveblokering, perfektionisme, selvværd mm.

Jeg har 15 års erfaring med at hjælpe unge og studerende fra min praksis på Frederiksberg, hvor jeg tilbyder individuelle samtaler – online eller ved fremmøde.

Anna Stelvig - hjælp med eksamensangst, studiestress mm.