Hvordan kan du hjælpe elever, der ikke tør deltage i undervisningen, til bedre læring? Det handler blandt andet om at forstå præstationskulturen og bryde ud af dens negative konsekvenser ved at introducere det fejltastiske klasseværelse.
Manglende deltagelse af studerende
Mange studerende tør ikke være deltagende i timerne. Det bremser naturligvis deres faglige læring. De får fx ikke afklaret spørgsmål, som de måtte sidde inde med, og går derfor glip af ny og brugbar viden. Viden de skal bruge til eksamen.
Derudover bruger eleverne alt for meget energi på at undgå lærerens opmærksomhed, hvilket kan få en uheldig indflydelse på årskarakteren. Den manglende deltagelse i timerne har som beskrevet uheldige konsekvenser for eleverne, men det er i sagens natur også hæmmende for et dynamisk læringsmiljø, ligesom det er svært for læreren at give årskarakterer til elever, der ikke tør ytre sig fagligt i undervisningen.
Frygten for fejl
Årsagerne til den manglende deltagelse i timerne kan være mange. Ofte hænger det sammen med frygten for at lave fejl og dermed ikke fremstå dygtig nok i lærerens og de andre elevers øjne. Kun hvis man er 110 procent sikker på svaret, tør man række fingeren op i timerne. Men dette krav er naturligvis hæmmende. For hvor ofte er man så sikker på sit svar? Det er man sjældent, og derfor handler det om, at eleven sænker kravene til sig selv og i stedet tør prøve sig frem. Når vi slipper fokus på fejl og mangler, og retter blikket på den faglige læring som det primære orienteringsmål, vokser vi og udvikler os.
Men hvorfor er vi så bange for at fejle, eller måske rettere for ikke at fremstå dygtige nok? En væsentlig årsag er, at vi lever i en konkurrence- og præstationsorienteret kultur, hvor fremdrift og succes er afhængig af andres positive vurdering af vores gøren og laden. Magt, autoritet, status og privilegier fordeles efter individuelle og personlige præstationer. Hvis vi fejler, og hvis vi ikke lever op til forventningerne, trues selvværdsfølelsen og angsten for at være en fiasko – i egne og andres øjne.
“Kulturen på uddannelsesinstitutionerne er præget af udtalte såvel som uudtalte forventninger om, hvad det er for præstationer, der skal til for at “lykkes”.
Præstationskulturen
Kulturen på uddannelsesinstitutionerne er præget af udtalte såvel som uudtalte forventninger om, hvad det er for præstationer, der skal til for at ”lykkes”.
Der er naturligvis forskel på de succeskriterier, der gælder på de forskellige uddannelsessteder, men generelt set handler det om at gøre det godt og helst bedre end de andre for at opnå den anerkendelse, der er nødvendig for personlig succes og fremdrift. Men i kulissen af denne agenda lurer angsten for at fejle – at præstere ved siden af og dermed falde igennem i egne og andres øjne.
I præstationskampen, hvor det handler om at klare sig godt, segner mange elever under en foregribelse af de andres mulige negative dom, med angst og usikkerhed til følge. For nogle elever er angsten for at fejle så stærk, at den blokerer dem i at udtrykke sig spontant i timerne, med den uheldige konsekvens, at de bremser deres personlige og faglige udvikling.
At være fejltastisk
Fejl er fantastiske, siger den norske forfatter Kathrine Aspaas. For det er, når du fejler i viden, at du bliver klogere på, hvad du ved, og hvad du ikke ved. Alle laver fejl fra tid til anden, det er en helt naturlig del af livet – såvel som på studiet, vil jeg tilføje. Når vi spontant prøver vores viden af, vil vi indimellem komme til kort, det kan ikke undgås. Men samtidig er det også et afsæt til tilegnelsen af ny viden, og derfor skal vi lære at være fejltastiske.
At være fejltastisk handler med andre ord om at give sig selv – og andre – plads til at fejle. For det er, når vi har modet til at prøve os frem og lave fejl i timerne, ved tavlen og i plenum, at vi udvikler os og bliver fagligt klogere. Når du laver fejl, er du altså ikke en fiasko, men modig og dermed fantastisk.
Hvordan man skaber en fejltastisk kultur
Men hvordan skaber vi en fejltastisk kultur på uddannelsesinstitutionerne? Som udgangspunkt handler det om at fremme en kultur, hvor fejl og mangler anses som en naturlig og acceptabel del af enhver læringsproces. Frem for at eleven vender fejl og mangler indad i selvkritik og mindreværdsfølelse, skal eleven acceptere fejl i en forståelse af, at det er en forudsætning for at blive fagligt klogere.
Det lyder let, men er det bestemt ikke i et samfund, hvor vi hele tiden måler og vejer hinanden, og hvor adgangen til succes går via personlige præstationer. Men her er det vigtigt at få adskilt, hvad der er kendsgerninger, og hvad der er historier. For nok er det en kendsgerning, at vi lever i et præstationssamfund, hvor det handler om at gøre det godt, hvis vi vil opnå noget i tilværelsen. Men den historie, der lægges ned over kendsgerningen, er, at der i præstationskampen ikke er plads til at fejle, hvis vi vil blive til noget og opnå succes. Den historie er ikke retvisende. Ingen går den lige vej til succes, hverken i livet eller på studiet, uden at blive konfronteret med sine fejl og mangler. Det er denne bevidsthed, der skal fremelskes på uddannelsesstederne, så modet til at være fejltastisk kan begynde at spire blandt eleverne.
En sådan kulturændring tager tid, og derfor er det vigtigt at få sat emnet på dagsordenen. Her er lærerens bidrag i klasseværelset afgørende. Som det første skal læreren skabe tryghed ved at fastsætte det fejltastiske klasseværelse som gældende spilleregel i undervisningen. Herefter skal læreren diskutere det med eleverne, så der i alvor sker en personlig tilegnelse. Der skal naturligvis løbende gøres opmærksom på spillereglen for det fejltastiske samspil, da det tager tid at indarbejde en ny praksis. Formålet er at skabe en klassekultur, hvor eleverne opnår modet til at være fejltastiske i en erkendelse af, at det fremmer deres personlige og faglige udvikling.
