Se alle artikler
Forside   >   Artikler   >

“Det gik op for mig, at det aldrig var meningen, at jeg skulle være et omvandrende 12-tal”

Artikel i politiken den 24 august 2020. Det er ikke altid lige nemt at være ung. Forventningerne er høje – fra såvel samfundet som de unge selv. Og uden en form for ventil i hverdagen, kan presset hurtigt få fat i selvværdet, lyder det fra psykolog Anna Stelvig, der peger på nødvendigheden af interesser uden for studiet.

Mads Elsøe og Astrid Louise Rasmussen (Journalist) og Ivan Boll (Fotograf)
24. AUGUST 2020

Ferien summer stadigvæk i byen, da vi en formiddag sidst i juli bevæger os ud mod ydre Nørrebro. Der drikkes kaffe i stuevinduerne, børnefamilierne er rykket ud på legepladserne, og overalt slentrer unge døsigt rundt og nyder sommersolen.

Lidt endnu i hvert fald.

»Flere end nogensinde er blevet optaget på en videregående uddannelse«, lyder det i dagens radioavis. Og selv om det vidner om, at et friskt kuld studerende snart tager hul på et nyt kapitel i livet – med spritnye bekendtskaber, indsigter og erfaringer – så er det for mange også en tid fuld af tårnhøje forventninger til både topkarakterer, socialt netværk og et stærkt selvværd. Således viste en undersøgelse fra Danmarks Evalueringsinstitut, EVA, sidste år, at knap en tredjedel af nye studerende føler sig stressede allerede et halvt år inde i skoleåret.

Det er nemlig langt fra lige til at vælge en livsbane. Slet ikke når man som udgangspunkt har frit valg på alle hylder. Og det nødvendiggør et frirum, hvor det eksistentielle immunforsvar kan modnes, forklarer psykolog Anna Stelvig. En ventil i hverdagen, hvor hjernen kan tage en slapper uden at skulle bekymre sig om at brilliere.

Og det er netop sådant et frirum, der har bragt os til ydre Nørrebro denne formiddag. Her bor 24-årige Marie-Louise Valborg Petersen, der kender alt til forventningerne om at lykkes på alle parametre, og som aktivt har søgt en balance mellem sit studie på Aalborg Universitet og en fritid som iværksætter. Det giver hende en ro til at lægge perfektionismen på hylden.

En drøm fra down under

Det var faktisk slet ikke planen, at Marie-Louise Valborg Petersen skulle starte på universitet. Da hun havde fået studenterhuen på hovedet, havde hun brug for en pause. Og da hendes far en dag fortalte hende, at en kollega i Australien havde brug for en ung pige i huset, sprang hun på et fly mod byen Noosa nord for Brisbane, hvor hun blev de følgende år.

»I Australien er der rigtig mange, der laver deres egne produkter. Til sig selv eller i små virksomheder. Og da min daværende sambo introducerede mig for sin fascination af æteriske olier, overtog jeg den fuldstændigt«, siger Marie-Louise Valborg Petersen, da vi er kommet op i den 2-værelses lejlighed, hun deler med sin kæreste.

Mens størstedelen af hendes daværende årgang påbegyndte deres videregående uddannelser i Danmark, tog den da 20-årige Marie-Louise Valborg Petersen hul på sin egen form for uddannelse i Australien. Hun nørdede en interesse for olier, naturlige lægemidler og ingredienser. Og det lagde kimen til den lille virksomhed Oceania Skincare, hun i dag driver ved siden af sine studier i Kommunikation og Digitale Medier på Aalborg Universitet i København.

I stuens bogreol står bøger som Piet Heins ‘Man skal gaa paa jorden’, oprydningsguruen Marie Kondos ‘ The Life Changing Magic of Tidying’ og ‘Social Research Methods’ side om side med bøger om æteriske olier og deres anvendelse. Og i et skab med fransk flettede låger står de produkter, hun de seneste år har arbejdet på at udvikle – stribevis af olier til negle, krop og ansigt og lys med duft af alt fra eukalyptus og bergamotte til rosmarin og planten ylang ylang.

»Egentlig havde jeg mest lyst til at gå all in på min virksomhed, da jeg flyttede tilbage til Danmark. Men jeg kunne lynhurtigt mærke, at der var nogle forventninger om, at jeg vel skulle starte på en uddannelse. Og det havde jeg svært ved at slippe«, siger Marie-Louise Valborg Petersen.

\"\"


UNGDOMSKORT. TIL STUDIET OG TIL ALT DET ANDET

Med et Ungdomskort kan du rejse lige så meget, du vil, alle ugens dage – til en fast lav pris.

Du skal som regel kun rejse meget få gange om ugen, før det betaler sig. Det kan f.eks. være 1-2 dage til studiet og 1-2 dage i din fritid i dit hjemtakstområde. Din pris afhænger af din valgte strækning og uddannelse.

I toget er tiden din egen.

Klik her og tjek, om et Ungdomskort kan betale sig for dig eller en du kender


Hun skænker sig en kop kaffe fra en stempelkande og læner sig tilbage.

»I virkeligheden har jeg aldrig følt mig som et skole-menneske. Men pludselig blev jeg i tvivl om, hvordan det ville stille mig i fremtiden. Og hvordan det ville positionere mig i forhold til andre, hvis jeg bare arbejdede, mens de fik en kandidatgrad«, siger hun og fortæller, at hun derfor lidt modvilligt startede på universitetet i Københavns Sydhavn.

I dag er hun imidlertid glad for sin beslutning. Men havde det ikke været for sin sidebeskæftigelse, og muligheden for at dyrke andre talenter uden for studiet, ja, så havde det formentligt aldrig været tilfældet, fortæller hun.

»Faktisk har det givet mit studie mere mening, at jeg har min virksomhed på sidelinjen. Jeg bliver ikke helt så opgivende eller stresset, når jeg hele tiden kan se, hvordan jeg praktisk kan anvende den viden, jeg får. Og det er en helt uundværlig motivation for mig«, siger hun.

Et stresset selvrealiseringsprojekt

Når mange unge kæmper med en følelse af at være presset på studiet, så skal det forstås i den kontekst, at en uddannelse udgør en stor del af ens selvforståelse, fortæller cand.mag. i Psykologi Anna Stelvig, der til daglig yder rådgivning og støtte til studerende, der kæmper med alt fra eksamensangst og studiestress til perfektionisme og personlige udfordringer i virksomheden StudyMind.

»På en uddannelse socialiseres vi ind i et sprog, et værdisystem og en livsanskuelse, der bliver bestemmende for, hvordan vi forstår os selv. ‘Jeg er den, der er på vej til at blive lærer, sygeplejerske eller noget helt tredje – med de og de drømme og muligheder, de og de værdier, egenskaber, evner og anlæg for det og det’. En uddannelse udgør selvfølgelig ikke hele ens selvforståelse, men udgør et centralt identitetsskabende valg, som danner og retningsgiver en stor del af den enkeltes liv og gøren. Det handler derfor ikke bare om at bestå en eksamen eller at gennemføre et studie, men om at komme videre med sig selv og det projekt, man har valgt som menings- og retningsgivende i tilværelsen«, siger hun og tilføjer:

»Det betyder med andre ord, at den lille opgave, som kan være eksamen, også er et led i den store opgave, nemlig realisering af en selv. Og det gør det en del mere kompliceret. Derfor er det vigtigt at møde de unge med en forståelse af det eksistentielle pres, der er forbundet med denne livsfase«, siger hun.

Selv om der ikke er noget nyt i, at unge skal uddanne og realisere sig selv, så er der visse ting, der i dag kan siges at komplicere det yderligere, fortsætter Anna Stelvig. Det gælder blandt uddannelsessystemets opbygning, kvotienter, adgangskrav og reformer fra politisk hold, hvor studerende opfordres til at vælge bestemte studieretninger og til at komme hurtigt igennem uddannelserne. Noget, som naturligvis lægger et ekstra pres på de unge, siger Anna Stelvig.

»Det kan ofte gå hen og potensere et enten/eller hos de unge: Enten vælger jeg rigtigt første gang, og får et godt liv, eller også vælger jeg forkert og bliver ulykkelig. Enten klarer jeg eksaminerne til topkarakter, eller også dumper jeg og bliver en fiasko. Og det er naturligvis tunge tanker og følelser at rende rundt med«, siger hun og fortæller, at der heldigvis er flere nuancer, selvom det hele kan virke meget sort/hvidt.

En oppustet virkelighed

Vi lever i en meget præstationsorientet kultur, hvor vi i de digitale fællesskaber konstant bliver præsenterer for de positive aspekter af tilværelsen og de ekstraordinært flotte præstationer, som oftest er dem, som folk deler, siger Anna Stelvig og fortæller, at man som ung, der i særlig grad er undervejs med sig selv, meget let kan komme til at sammenligne sig med disse oppustede idealer.

Vi spejler os i den kultur, vi begår os i. Og det gør vi for at blive klogere på os selv. Det er der sådan set hverken noget nyt eller foruroligende i, siger Anna Stelvig. Men når det spejl, vi sammenligner os med, er forvrænget, kan forventningerne til os selv let vokse ud af proportioner og dermed presse os i en sådan grad, at det skaber mistrivsel.

»Det er fint at spejle sig i og hente inspiration fra andre. Men hvis det, vi konfronteres med, er en redigeret virkelighed, så er det klart, at det kan være svært at anlægge en realistisk målestok for, hvad man selv skal kunne, og hvordan man eksempelvis skal se ud«, siger hun og fortsætter:

»Det bliver pludselig vigtigere, hvordan man fremstår, end hvem man er. Og hvis afstanden mellem ens real-jeg og ideal-jeg bliver for stort, så kan det udløse en indre spændingstilstand, der stresser, og som kan skabe angst og frygt for at falde igennem og blive afsløret i ikke at være god nok«, siger hun.

Anna Stelvig anbefaler derfor, at de unge gør op med præstationskulturens oppustede idealer og anlægger en realistisk målestok, som tager udgangspunkt i egne styrker og begrænsninger. Derudover skal unge fralægge sig det, hun kalder den passive sammenligning med andre og i stedet søge den aktive sammenligning – den man rent faktisk har mulighed for at handle på i sin egen virkelighed. For man kan nu engang ikke være verdensmester i alt, siger hun.

Den uhensigtsmæssig sammenligning kan Marie-Louise Valborg Petersen sagtens genkende, fortæller hun. Hun rejser sig fra spisebordet og trisser hen i sin sofa.

»Jeg tror generelt, at kvinder er slemme til at kritisere sig selv for ikke at være gode nok. En selvkritik, der nok opstår, fordi der jo altid er et eller andet tilsyneladende perfekt, vi kan sammenligne os med«, siger hun lidt eftertænksomt og fortæller, at hun senest mærkede sammenlignings-stressen banke på forud for en eksamen i foråret.

»Pludseligt kunne jeg bare mærke den der kvælende fornemmelse«, siger hun og tager sig til brystet. »Jeg kan huske, at jeg ringede til min mor helt panisk og fortalte, at jeg var så mega stresset, fordi jeg blev nødt til at få 12 som de andre. Og der sagde hun bare: Men altså, hvorfor gør du egentlig det? Det har jo aldrig været din ting at gå i skole. Er det ikke spild af energi at forsøge at brillere på studiet, hvis ikke du ser sig selv som et inkarneret skolemenneske«, parafraserer hun og fortsætter:

»Og hun har jo ret. Faktisk var det slet ikke nødvendigt for mig at få en topkarakter. Men når man er i det der universitetsmiljø, hvor det hele handler om karakterer, så kan man hurtigt blive grebet af stemningen. Pludselig glemmer man, at det jo faktisk er skide ligegyldigt, at man ikke rammer den hver gang«, siger hun og fortæller, at det har taget hende noget tid at acceptere, at de der karakterer ikke definerer hende – »og heldigvis for det«, som hun siger.

»Det gik op for mig, at det aldrig var meningen, at jeg skulle være et omvandrende 12-tal. Det er i det praktiske arbejde, at jeg føler mig hjemme – ikke når jeg sidder med hovedet begravet i en bog. Og jeg føler, jeg har fundet en balance, hvor jeg rent faktisk kan bruge min viden fra det ene til det andet«, siger hun.

At finde sit åndehul

Præcis som Marie-Louise Valborg Petersen har gjort det med sin virksomhed, anbefaler Anna Stelvig, at de unge, ved siden af deres studier, søger fællesskaber og aktiviteter, som ikke partout handler om at præstere. Tidspunkter, hvor de tillader sig selv at tømme hovedet og lade kroppen op, og hvor aktiviteten i sig selv er energigivende.

»Det handler om at finde sine åndehuller. Aktiviteter, der minder dig om, at der findes meget andet end kompendier, forelæsning og afleveringer. Det kan være, man elsker at strikke, danse, fiske eller tegne. Så længe det er noget, man gør for sin egen skyld«, siger hun og fortsætter:

»Den her studietid har enormt meget med identitet at gøre – så selvfølgelig fylder det meget i de unges bevidsthed. Men alle kan også noget andet end at gå i skole. Og det kan godt betale sig at blive skarp på, hvad det er. Måske er man et meget socialt menneske, der er stærk til relationer. En, der er god til holdsport. Eller til at fordybe sig i noget kreativt. Det er alt sammen noget, der er med til at danne ens forståelse af sig selv, så uddannelsen ikke skal bære hele ens identitet«, siger hun.

Marie-Louise Valborg Petersen har fundet sit åndehul i den holistiske livsstil, hendes virksomhed er vokset ud af. Altså, et fokus på livet som helhed, hvor der aldrig findes én, men et væld af årsager til et givent problem, og hvor løsningen ofte er en kombination af blandt andet sund kost, bevægelse og fordybelse, fortæller hun.

»For mig er det et spørgsmål om at være lidt vågen på de signaler, kroppen sender«, siger hun og fortæller, at hun tidligere har lidt af voldsom migræne. Og det var i virkeligheden de pebermyntedråber, hun i Australien blev introduceret for mod migræne, som for alvor satte gang i hendes interesse for æteriske olier og den holistiske livsstil.

»Når man har prøvet at ligge og kaste op med migræne 14 timer i streg, så kender man konsekvensen af at ikke at lytte efter. Derfor forsøger jeg at gøre nogle ting i min hverdag, som på eller anden måde giver mig mere end stjæler energi«, siger hun.

Det betyder blandt andet, at hun hver morgen står tidligt op for at drikke en kop elektronik-fri morgenkaffe, som hun siger – lige for at lande, før iPhone, computer, nyheder, PDF-filer, e-mails, deadlines og Instagram blander sig i dagen. Morgenbadet lukker hun med 10 sekunder iskoldt vand, som en slags »gentle electroshock therapy«, og så siger hun mantraer til sig selv, fortæller hun og halser lidt for at se, om hendes kæreste lytter med fra køkkenet.

»Min kæreste synes tit, at det lyder helt off, når jeg gør det. Men det virker sgu. Jeg siger eksempelvis: »I’m willing to be willing to be willing to be willing«. Det handler om, at det man fortæller sin hjerne, vil den med tiden tro på. Det gælder med selvkærlighed som med selvkritik«, siger hun.

For mange lyder det måske nok lige lovlig grøn te og skrædderstilling, erkender hun smilende fra sofaen. Men faktisk handler det bare om at lytte til sin krop.

Og det forsøger hun så meget som overhovedet muligt – når hun rejser mellem studie, hjem, sine forældre på Thurø ud for Sydfyn og de butikker, der forhandler hendes produkter. Og når hun i den lille lejlighed på Nørrebro laver sojalys, blander olier og designer labels til sine produkter, så er det først og fremmest, fordi det giver hende ro, fortæller hun.

\"\"

Et anker i tilværelsen

Vi forlader lejligheden på Nørrebro for at følge Marie-Louise Valborg Petersen ind til én af de butikker, der forhandler hendes produkter. Forbi Den Røde Plads hvor unge skatere og basketball-spillere har indtaget byrummet og til Nørrebro Station, hvor flere har søgt lidt skygge for solen i stationsbygningen.

Det kan godt være, der er lidt ekstra transport, når man i løbet af en uge både skal ud på universitetet og lave ting som at besøge mulige og eksisterende samarbejdspartnere i sin fritid. Men det gør hende ikke så meget, siger hun, da vi sætter os ind i S-toget i retning mod Vesterbro. »Det er et meget fint tidspunkt at samle tankerne på«, siger hun og ser ud ad vinduet, hvor byen farer forbi.

På Vesterbro vader vi over Litauens Plads og hen til den lille butik, der ligger på hjørnet af Saxogade, hvor kjoler og skjorter på bøjler blafrer i vinden. I den lille butik er der fyldt med alt fra kurateret keramik, smykker, sæber, naturkosmetik og økologisk sengetøj. Og på et lille bord midt i butikken står sojalys og olier fra Oceania.

»Hvor ser det godt ud«, siger hun gennem et stort smil mod butikkens leder Anja Anna Nielsen, der nikker og fortæller, at produkterne står flere steder i butikken.

Det er Anja Anna Nielsen, bag disken, der nøje har udvalgt alt, hvad der ender i butikken. Og det er langt fra ligegyldigt, hvad der ender på hylderne, siger hun og peger på plakaten på væggen bag sig, hvor ordene ‘Vil du være med’ står skrevet over grafiske repræsentationer af forskellige mennesker.

»Når du lægger en olie i din taske, så køber du dig samtidig ind i et fællesskab«, siger hun og fortæller, at den lille butik er del af Settlementet, der er en selvejende og velgørende organisation, som driver den socialøkonomiske gade Saxogade på Vesterbro.

»I Normas er der flere bundlinjer, der skal mødes. En økonomisk. En social. Men også en miljømæssigt bæredygtig bundlinje. Og det er derfor helt afgørende for de produkter, vi forhandler«, siger hun og fortæller, at det var med blik for det bæredygtige, at Marie-Louise Valborg Petersens produkter fangede hendes interesse.

»Normas fungerer som en rummelig praktikplads for voksne, som af den ene eller anden årsag ikke kan varetage et almindeligt job – på grund af fysiske, psykiske eller sociale udfordringer. De bruger praktiktiden som et anker i hverdagen – et fællesskab, som ikke indebærer en masse høje forventninger«, siger Anja Anna Nielsen.

Marie-Louise Valborg Petersen smiler.

»Et anker«, gentager hun så. »Sådan et har vi alle brug for«, lyder det, før vi forlader dem i butikken og igen drager ud i sommervarmen.



UNGDOMSKORT. TIL STUDIET OG TIL ALT DET ANDET

For de fleste unge, kan det betale sig med et Ungdomskort til studiet og alt det andet – selv hvis kortet kun kommer op af lommen få gange om ugen. Har du 2 minutter, kan du hurtigt tjekke, om et Ungdomskort kan betale sig for dig

Anna Stelvig – Cand. Mag. i Psykologi

Har du udfordringer der gør hverdagen eller studielivet svært, så tøv ikke med at række ud efter hjælp. Jeg har erfaring med studiestress, eksamens- og præstationsangst, skriveblokering, perfektionisme, selvværd mm.

Jeg har 15 års erfaring med at hjælpe unge og studerende fra min praksis på Frederiksberg, hvor jeg tilbyder individuelle samtaler – online eller ved fremmøde.

Anna Stelvig - hjælp med eksamensangst, studiestress mm.