Eksamensnervøsitetens Janusansigt

Hvorfor det kan være svært at holde fagligt fokus og bibeholde den røde tråd under eksamen? Og hvad kan du gøre for at opnå den koncentration, der er afgørende for en god præsentation? Læs svarene nedenfor:

Vi mennesker befinder os altid i situationer og hver situation kræver noget bestemt af os. Hvis du kører bil, så kræver denne situation, at du holder hænderne på rattet og har fokus på trafikken, så du kan nå sikkert frem til din destination.

Hvis du kører bil og samtidig er travlt optaget af at skrive sms’er eller diskutere med din passager, så er dit fokus splittet. Du risikerer at køre forkert eller måske ligefrem skabe en farlig situation. Når dit fokus er splittet, fordi du vil flere ting på én gang, så opstår der let forvirring og du mister overblikket i situationen.

Hvad kræver eksamenssituationen af dig? 

En eksamen er også en situation, der kræver noget bestemt af dig, hvis du vil levere den bedst mulige præstation. Og det som denne situation kræver er, at du er i stand til at fastholde dit faglige fokus i den tid eksamen varer. Når du kun koncentrerer dig om at huske og formidle din viden (og kan udelukke alle andre irrelevante tanker), så opnår du den faglige koncentration, der er afgørende for en god præstation.

Hvis du både har fokus på det faglige stof, samtidig med at du bekymrer dig om, hvordan du tror din lærer og censor vurderer dig, så er dit fokus splittet, og det bliver svært at huske og formidle din viden. Du bliver let forvirret og mister den røde tråd.

Ligesom bilisten jeg refererede til, så har du gang i for mange ting på én gang og du kan ende med at ”køre galt” i din præstation. Derfor skal du lære kun at koncentrere dig om én ting under eksamen, nemlig den faglige viden, der ligger på bordet foran dig i din disposition. Når du kan holde dit fokus her og slippe alle unødvendige spekulationer, så opnår du den koncentration, der er afgørende for en vellykket præstation.

Eksamensnervøsitetens Janusansigtet

Jeg plejer at kalde det splittede fokus for eksamensnervøsitetens Janusansigt. Janus er en romersk gud, der har to ansigter, der ser hver sin vej, hvilket er det samme, der sker i eksamenssituationen. Du ser to veje, skiftevis på dig selv med negative øjne og så på den viden du skal formidle. I denne splittelse mister du dit faglige overblik, og det bliver svært at få sagt alt det du gerne vil.

Det er derfor væsentligt, at du lærer at slippe det negative blik på dig selv under eksamen og kun ser én vej, nemlig på det faglige stof du skal formidle, som er det eneste, der har betydning i en eksamenssituation. Når du er fuldt ud optaget af det faglige stof (og ikke bruger en masse kræfter på at bekymre dig om, hvordan du tror din lærer og censor vurderer dig), så har du de bedste betingelser for at opnå en vellykket præstation.

I appen StudyMind kan du finde kurset “Præster under Pres”, hvor du vil blive præsenteret for konkrete metoder til at opnå den faglig koncentration, der er afgørende for en god eksamenspræstation.

God fornøjelse.

FOTO: https://www.pexels.com/da-dk/foto/mand-person-skrivebord-notesbog-3466163/