Den sceniske spænding – om at frisætte sig selv til eksamensopgaven

Med brug af begreber fra Søren Kierkegaards tænkning giver jeg her et bud på, hvad der er på spil i eksamensangsten og hvad der skal til for at opnå de bedste forudsætninger for at præstere i rampelyset til eksamen.

For noget tid siden læste jeg med stor interesse Søren Kierkegaards lille skrift ”Krisen og en Krise i en Skuespillerindes Liv”. Skriftet er en æstetisk analyse af Johanne Luise Heiberg og hendes kunst. Hun var datidens største skuespillerinde og Kierkegaard beundrede hendes evne til at præstere i lethed på scenen.

I den forbindelse taler Kierkegaard om den sceniske spænding, der, som enhver spænding før en præstation, kan virke på en dobbelt måde: Den kan enten få os til at lette eller tynges i vores præstation.

Det, der ifølge Kierkegaard gør forskellen mellem lethed og tyngde, er, om personen er i stand til at indtage ”den lykkelige rapport” til den sceniske spænding.  ”…hvor derfor den lykkelige Rapport mangler, der vil end ikke Routine i nok saa høi Grad ganske kunne skjule Byrdens Tyngde, men hvor den lykkelige Rapport er, der forvandler Vægten af Byrden sig i eet væk til Lethed.” (Kierkegaard 1962 s.113).

Kierkegaard uddyber desværre ikke, hvad det vil sige at være i den lykkelige rapport til den sceniske spænding og jeg vil derfor forsøge at udlægge betydningen i forhold til eksamenssituationen. Jeg vil med andre ord give mit bud på, hvordan studerende bedst muligt håndterer eksamenssituationens spænding, så nervøsiteten ikke står i vejen for en god præstation.​

Hvad afgør, om man letter eller tynges i nervøsitet?

Kierkegaards begreber om tyngde og lethed giver umiddelbart god mening, når man tænker over, hvordan man på forskellig vis kan befinde sig i eksamenssituationens spænding. De fleste har oplevet, at koncentrationen skærpes midt i den begyndende eksamensnervøsitet. Det kan opleves som om, at man får de ekstra kræfter, der skal til for at løfte ”opgaven” i en positiv retning. Omvendt kan nervøsiteten også tage magten fra én og tynge processen.

Om nervøsiteten går i positiv eller negativ retning, eller om personen skal lette eller tynges, afhænger af, som det fremgår af det ovenstående citat, om personen er i stand til at indtage den lykkelige rapport til eksamenssituationens spænding. Men hvad vil det sige? I min udlægning handler det om at kunne slippe fokus på sig selv og fuldt ud være til stede i den faglige opgave.

Når man fuldt ud helliger sig opgaven, uden kritisk blik på sig selv og uden bekymring om censors bedømmelse, så bruger man sine kræfter det rigtige sted. Man har med andre ord ikke sig selv som problem i negativ kredsen og spekulation og kan derfor kanalisere alle sine kræfter ind i opgaven og dermed lette i sin præstation.

Hvis man omvendt har sig selv som problem i negativ spekuleren under en eksamen, så er man splittet mellem flere opgaver. Man skal nemlig både klare ”sig selv” og klare ”den faglige opgave”. I situationen opstår der en splid, idet den studerende både ser indad mod sig selv og udad mod opgaven på samme tid. Man kan kalde det eksamensangstens Janusansigt, og i dette spændingsfelt mister den studerende orienteringen og tynges under sig selv, som Kierkegaard ville kalde det.

At slippe fokus på sig selv – lettere sagt end gjort

Når der er flow i en eksamination, er der sammenfald mellem det indre og det ydre – personen er hel. Han ser så at sige kun én vej; på opgaven, som det reelt handler om. Han er umiddelbart til stede i øjeblikket i faglig fordybelse – ikke blokeret af noget fortidigt (f.eks. mindre vellykkede præstationer), eller skræmt af noget fremtidigt (f.eks. forventning om et mindre vellykket resultat). Når man er fri i nuet og kan slippe sig selv i opgaven, så er man ”i den lykkelige rapport til eksamenssituationens spænding”, og kan dermed lette i sin præstation.

Men at slippe fokus på sig selv i eksamenssituationen er i sagens natur vanskeligt, da vi eksistentielt set altid har os selv som opgave. Vi bærer med andre ord det fulde ansvar for realiseringen af os selv. I eksamenssituationens pres skærpes en bekymrende anelse i bevidstheden om muligheden for ikke at bestå eksamen og dermed komme videre med sig selv. Således betragtet er der meget på spil i eksamenssituationen, nemlig både ”den faglige opgave” og “en selv”. Derfor er det heller ikke svært at forstå, hvorfor mange studerende tynges i spekulation over sig selv. Der hvor den studerende skal have alle sine kræfter med sig i en faglig fordybelse, får han dele af sine kræfter imod sig i en uhensigtsmæssig brug af sine ressourcer.

Men hvad kan der så gøres?

For nogle studerende er bevidsthed om eksamensangstens Janusansigt nok til, at de kan sætte parentes om sig selv (et lille øjeblik) og rette opmærksomheden på opgaven, hvilket det jo handler om. Alene det at blive opmærksom på, at kræfterne bruges forkert, kan altså i sig selv være frigørende i en eksamenssituation.

Andre studerende har brug for, i dialog med en kyndig anden, at få talt de tanker og følelser igennem, der forstyrrer det faglige fokus. Når den studerende får taget tyngden ud af de bekymringer, der fylder som en mental dødvægt, bliver det lettere at slippe sig selv til opgaven.
Det er ikke sikkert at vedkommende er angstfri, men det centrale er, at angsten ikke længere er i centrum – det er den faglige opgave.

Når den studerende frisætter sig selv til opgaven, så har han de bedste forudsætninger for at levere en god præstation. Han er med andre ord, “…i den lykkelige rapport til eksamenssituationens spænding… Lykkelig og let som fuglen, der har fået sin frihed…” (Kierkegaard 1962 s.113) og kan dermed lette i sin præstation.

Kilde til citater: Kierkegaards samlede værker, bind 14, 5. udgave, Gyldendal 1962

Flere af tankerne i artiklen er hentet fra mit speciale, som udmøntede sig i artiklen “Angst æder sjæle op” udgivet i Psykolog Nyt, nr. 11, 2012. Læs den her

Billede: https://www.pexels.com/da-dk/foto/bibliotek-boger-close-up-college-261909/